The Courettes – 
Kærlighed til musikken, miljøet og menneskerne… Og “lidt” hårdt arbejde

Det tidligere Way Up North band, The Courettes, er højaktuelle med deres selverklærede ”Wall of Sound Explosion”. Vi tog en snak med dem om succesen, og om hvordan Way Up North og det aalborgensiske musikmiljø hjalp dem på vejen.

Vi fanger The Courettes på en sjælden friaften, mellem et show i København på Loppen og Cannonball Festival i Næstved, lige efter børnene er puttet. Inden kameraet på Skype forbindelsen bliver tændt, får Flavia og Martin vekslet et par ord om, hvor trætte de er. En træthed der er helt forståelig, når man ser på deres turnéplan. Aktuelt er der 128 shows i kalenderen for 2022, og der bliver løbende tilføjet flere koncerter rundt omkring i hele Europa og Storbritannien. På spørgsmålet om hvorvidt det stadig er sjovt at være på vejen, svarer de JA i kor, med et stort smil på læberne.

Martin:
Det bliver bedre og bedre. Større venues, flere folk kommer og vi bliver kun bedre til at spille. Det er virkelig skønt at mærke udviklingen. Der sker noget, når man har spillet 600 koncerter.

Flavia:
Det er den eneste måde vi ved,  hvordan man gør det her på. Man kan stå i øvelokalet, lige så meget man vil, men det er koncerterne og oplevelserne ude i verden, der lærer dig at blive et ægte godt og tight band. Så selvom vi er trætte i dag, så forsvinder trætheden, når vi først kommer afsted. Vi møder en masse fantastiske bands og mennesker. For at citere The Ramones: ”Touring is never boring”

Når man lytter til parret snakke om det at være et turnerende rockband, er det tydeligt at mærke, at det ikke er deres første oplevelse med at turnere verden tynd. Martin har spillet i flere danske rockbands, deriblandt Thee Attacks og Columbian Neckties, og Flavia kommer fra en fortid som bassist i utallige forskellige Brasilianske rockbands med shows I hele verden, og med højdepunkter som optrædener på Rock In Rio og på MTV Unplugged. Selvfølgelig var det også en turné, der førte duoen sammen:

Martin:
Columbian Neckties blev sendt på en to ugers tour i Brasilien, og klokken 6 om morgenen på første dag mødte jeg Flavia i tourbussen i Rio. Vi var 8-9 mænd afsted, men der var et sæde ledigt ved siden af Flavia.

Flavia:
Det var ikke en ”coincidence”, at det var tomt! Jeg var så ”pissed off” over, at jeg skulle bruge to uger med 9 mænd i en bus med 11 sæder, så det var planen, at det sæde skulle fortsætte med at være tomt. I mit gamle band var vi vant til at flyve til shows og bo på ”single rooms”, men fordi et dansk band kom til Brasilien, skulle vi lige pludselig dele hyre, hotelværelse og tour bus med dem, fordi de havde et europæisk pladeselskab.

Men det var Martin ligeglad med, og efter 9 år sidder han fortsat i sædet ved siden af Flavia i tour bussen. Under de to uger i Brasilien fandt de nemlig ud af, at de havde næsten identisk pladesamling, og udover den store fælles interesse for musikken, fandt de også interessen for hinanden. Efter næsten to år med et væld af Skype forbindelser og ture frem og tilbage mellem Europa og Brasilien, besluttede Flavia sig for at flytte til Danmark.

Flavia:
I begyndelsen var jeg bange for, om det betød, at min karriere som musiker, var slut. Jeg kendte ikke nogen og manglede et netværk, udover Martin. Jeg havde ikke engang min bas med. Men to uger efter jeg ankom til Danmark, blev jeg inviteret på tour af Kim Kix fra Powersolo, og det betød sindssygt meget. At kunne hoppe direkte ind i tour bussen, spille på de samme spillesteder i Europa, som jeg gjorde med mit gamle band, lære 20 sange på dagen for første show og virkelig mærke, at det her kan jeg godt. 

Så startede jeg på konservatoriet i Aalborg, og vi startede The Courettes, hvor jeg hurtigt mærkede, at mit gamle netværk i Europa stod klar med åbne arme, når jeg skrev ud for at booke shows. Samtidigt havde Martin et fantastisk netværk her i Danmark, der blandt andre bestod af Kim Kix, Yebo fra Crunchy Frog og Mads fra Way Up North og Studenterhuset. Du starter aldrig forfra, og hvis du tør tage chancen, så smiler verden tilbage til dig.

Martin:
Man er som musiker i Aalborg først og fremmest utroligt heldig med de spillesteder, der er i byen. Mads Mulvad på Studenterhuset, Michael Marino på Huset, Søren Kristensen på Skråen (Nu på Korma) og folkene nede på 1000fryd. Det er helt vildt, hvor fede steder der er, og hvor meget der sker. Der er så mange aktiviteter og muligheder for lokale bands.
Vi sætter virkelig pris på Mads og Studenterhusets indsats for at sætte ting på programmet, som er mere smalt og obskurt, og samtidig præsentere større navne, der kan sælge billetter. Generelt bliver der kun præsenteret ting af kvalitet, og det samme gør sig gældende for Way Up North Festival. Det er virkelig et kvalitetsstempel og et tegn på potentiale at have spillet på festivalen for et nyt lokalt band.

Flavia:
Det er virkelig en gave til byen, at der bliver booket for at udvikle musiklivet i Aalborg, i højere grad end der bliver tænkt i billetsalg. Jeg husker tydeligt, da vi spillede Way Up North i 2015. Vi var lige begyndt, spillede vores første 8 sange, og fik vores første anmeldelse på baggrund af koncerten. Det var utrolig vigtigt for os, især fordi vi så blev inviteret med Way Up North til Reeperbahn og Spot Festival.

Hvert år inviterer Way Up North 4-5 nordjyske artister til at optræde på to af Europas vigtigste showcase festivaler i form af Spot og Reeperbahn, hvor man kan præsentere sin musik for den europæiske musikbranche, og The Courettes greb det an på sin helt egen måde til Reeperbahn i Hamborg:

Flavia: Vi skulle spille på Pooca Bar i Hamborg under Reeperbahn Festival igennem Way Up North, men vi valgte sammen med vores tyske samarbejdspartner at arrangere en ekstra koncert på en balkon ud til selve Reeperbahn gaden. Der var lige akkurat plads til vores trommesæt og én guitarforstærker, så jeg måtte synge i en mikrofon, der kørte igennem guitarforstærkeren. Vi tænkte ikke, der ville komme mange mennesker, men før vi begynder, står der allerede et hav af folk, deriblandt den britiske musikjournalist Kieron Tyler (Mojo Magazine). Pludselig kommer Politiet også, og vi tænker automatisk, at koncerten nok bliver stoppet nu, men de lukkede bare gaden, så publikum kunne stå i sikkerhed fra trafikken og høre koncerten.

Martin:
Politiet satte sig ovenpå politibilen for at nyde koncerten. Jeg tror, det var den koncert på Reeperbahn, der blev snakket mest om det år. Vi har selv taget initiativ til sådanne skøre projekter, men uden Way Up North havde vi aldrig været i Hamborg på det tidspunkt. Det samme gør sig gældende i forhold til Spot, hvor vi blev introduceret til Jan Sneum (tidl. Radiovært på DR), som introducerede David Fricke (Rolling Stone Magazine) til vores musik og han udvalgte os så som ”Top Pick” fra det års Spot Festival.

The Courettes’ hårde arbejde og kreativitet har efter mange år båret frugt. De har allerede 17-18 vinyludgivelser ude, hvis du tæller alle albums, liveoptagelser og singler med, og skrev for nyligt under med deres absolutte drømme pladeselskab ”Damaged Goods” i Storbritannien. Hvad er opskriften på succesen og hvad kan unge musikere lære af duoen?

Martin:
Danske bands er lidt dovne, ikke? Vi vil have tariffer, 5-stjernet hotel og lydmand med på hele touren fra vi har udgivet vores første demo. Det er meget forkælet.
Vi startede ud med at køre 8 timer om dagen mellem hvert show, for 200-300 EUR per koncert og sov på hotelværelser med vægge, der skulle have været hvide, men var fulde af skimmelsvamp. Men vi gør det, fordi vi kan mærke ilden i brystet.

Flavia:
I Brasilien er der ingen støtte. Ingen statens kunstfond, ingen tarifordninger eller en SU at falde tilbage på. Der må man lære, hvordan man gør sit band aktuelt på egen hånd, og selv kunne skabe et publikum for at booke et godt betalt show.

Det virker som, at meget få i Danmark tør at hoppe på en tour bus uden den økonomiske sikkerhed, men det er den eneste måde du kommer til et punkt, hvor dit band begynder at få velbetalte shows. Tag ud i verden, lær at performe for et publikum, udvikl dit publikum og dig selv som artist, go get it! 

Jo mere du kan tænke ”out of the box” og finde på skøre ideer jo bedre. Som at spille på en balkon til du næsten falder ned i hovedet på en Britisk musikjournalist. Spot Festival afviste din ansøgning, tag derned alligevel, spil på gaden. Det får du højst sandsynligt mere opmærksomhed på og helt sikkert mere læring af.

Resten af verden er ikke som Danmark, så kom op af sofaen og drop dovenskaben. 

Kom op af sofaen og ansøg om at spille Way Up North Festival den 16-17. september, og hvem ved, måske du får chancen for at præsentere din musik på Reeberbahn og Spot Festival.

Ansøgningsfrist 1. august
Ansøgningen skal indeholde et link til minimum 3 sange/værker, samt et pressefoto og en tekst der beskriver projektet og sendes til booking@studenterhuset.dk